Skatten på marken

Loddenhøj ved Sorring – ligger der en skat begravet i skyggen fra højen?

AF NIELS VENDELBO

Min bedstefar fortalte flere gange, at der skulle være en skat gemt på vores jord. Ifølge hans fortælling skulle den ligge, hvor skyggen fra Syvhøje i Sorring faldt på vores jord på et bestemt tidspunkt, men ingen kender dette.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen nedskrev i sin ”Danske Sagn – som de har lydt i folkemunde” fra 1895 hele to beretninger om en skat gravet ned i en mark på Sorring/Voel-egnen.

Den førte beretning, blev fortalt af Niels Kristiansen fra Vole, og direkte gengivet fra folkemindesamlerens tykke bog lyder den således:

Min oldemor vilde en dag i tåget vejr gå fra Vole til Flensted. Da for hun vild og så kom hun til en sten med røde bogstaver på, men hun kunne ikke læse dem. Hun gik hendes vej og fandt ikke stenen siden.

Så paste min morbroder Jens Mikkelsen får på den samme mark. En dag finder han et hul ned i jorden og da han nu rækker hans kjæp ned, så er der noget, der klinger, ligesom det kunne være sølvpenge. Nu vilde han jo have det undersøgt, men så vilde han først se efter, om fårene ikke gik til skade og da han så, at de trængte til at blive mødt, så lod han kjæppen stå i hullet og hans træsko ved siden af. Da han kom tilbage, var ingen af delene at finde. Den jord, hvorpå det skete, kaldes Korsbakken

På den samme mark lå en flad sten, der var omtrent 5 kvarter på hver måde og der var vel et par tommer muld over den. A kunde lige skrufle over den med ploven.

A så egentlig ikke på den, men det var let at se, hvor det var, for om sommeren, når den indtægt lå i græsmark, gik græsset på den ud. Endelig kom a til at tænke mig om, det var vel den gang, a hørte mere snak om skatten og så vilde a til at have stenen undersøgt, men da kunde vi ikke finde den. Den var altså sut ned.

A har siden gravet efter den og har aldrig fundet den. Den kommer nok for dagens lys engang, men det kan være, den er ikke født endnu, der skal finde den.

Beretningen er som nævnt fortalt til Tang Kristensen af en Niels Kristiansen fra Vole, og det kunne være min tipoldefar. Desuden hedder vores gård Korsbak og sydvest for denne ligger et geodætisk punkt kaldet Korsbakke.

En skræmt kok slog en ordentlig s…..

I samme samling af nedskrevne sagn gengiver Evald Tang Kristensen endnu en beretning om samme emne, og historien blev i sin tid fortalt ham af en Ane Povlsdatter:

Der var en kone fra Vole, som fortalte, at mens hun hjorde og skulle passe høvderne ude i heden imellem Vole og Sorring, kom hun en dag til en stor flad sten med skrift på. Men i det samme skulle hun hen at møde og så lagde hun hendes meldmadder på pladsen for at finde den igjen. Men alt det hun ledte og ledte kunne hun dog aldrig finde den sten mere.

Der var to mænd fra Skanderup, der fandt stenen, og de vilde da grave skatten op. De tager også fat og graver og bliver ved, til de kommer til kisten og skal til at tage ved. Da flyver der en kok op, og den slår en ordentlig vind.

Så siger den ene mand: ”Det var da en farlig stor s… af så bitte en kok.” Da de nu så op, var det som hele Skanderborg stod i brand.

Skatten er nok ikke funden endnu, og den skal heller ikke findes, inden vor konge bliver fangen. Da skal den findes, at den kan løse ham med.

Der er en gammel beskrivelse over, at der findes en skat på den mark. Den er, hvor skyggen af Klovnhøj kunde være på påskemorgen.” 

Loddenhøj ved Sorring, der ligger i nogenlunde samme højde over havets overflade som Himmelbjerget 

Ved læsning af de to beretninger er der udover beretningen om skatten et par ting, der springer i øjnene: At Voel staves Vole og at Evald Tang Kristensen ikke staver navneord med stort.

Hvad angår det sidste var det indtil retskrivningsreformen i 1948 reglen, at navneord skulle skrives med stort, men det er de af uopklarede årsager ikke i Evald Tang Kristensens samling af folkesagn fra 1895.

I følge Carl-Johan B. Madsen fra Gjernarkivet er bynavnet Volle nævnt i skriftligt materiale fra 1578. Senere staves det Wolle, og i andre varianter. Men allerede fra 1684 betegnes byen oftest som Voel eller Woel. Dette blandt andet i kirkebogen fra Tvilum.

Dog oplyser slægtsforsker John Granlund, at folkemindesamleren Thorkild Gravlund i bogen ”Herredsbogen Jylland” fra 1930 også betegner Voel som Vole. John Granlund henleder desuden opmærksomheden på, at byen ifølge J.P. Trap i år 1200 omtales som Wole og i 1230 som Hwolæ. Så kær by har i sandhed mange navne.

Det er endnu ikke lykkedes at lokalisere Klovnhøj, men det menes, at der både kan være tale om en høj eller en gård. Nu om stunder findes der metaldetektorer, en sådan har jeg og eftersøgningen er i gang, men resultatet lader vente på sig.

Om det er den samme lokalitet for skatten, der omtales i de to beretninger nedskrevet af Evald Tang Kristensen er ikke klart.

(Bearbejdning, research og fotos: © Uffe Christensen)