Valdemar til ære

Valdemar Andersen spiller til en fødselsdagsfest, som han ofte gjorde.
Privatfoto venligst udlånt af Lis Knudsen.

Af STEFFEN BAUNBÆK PEDERSEN

Når man som jeg efterhånden er kommet midtvejs i livet, standser man tit op og tænker over hvem, man kan takke for, at man er blevet det og den, man er.

Det kan der selvfølgelig være mange svar på, men hverken da jeg kom til verden en decemberdag i 1973, eller selv da jeg ti måneder senere flyttede til Hjortgårdsvej 42 sammen med mine forældre – Thorkild Pedersen og Asta Hansen – lå det i kortene, at jeg nogen sinde skulle komme til at skrive bøger, endsige rode med musik.

Men begge dele udviklede sig til livsvarige passioner.

Havde min tilværelse fulgt det logiske forløb, var jeg søgt ind i landbruget, hvis jeg da ikke havde kastet mig over smedefaget ligesom min far. Men jeg tog allerede i teenageårene springet ud i ”de skønne kunster”, og set i bakspejlet fatter jeg nærmest ikke, at jeg turde.

Men så er det jeg tænker:
Hvem var det lige, jeg havde set tage det spring før?
Valdemar, selvfølgelig.

En rar gammel mand

Hvornår jeg først stødte ind i Valdemar Andersen? Tja, de første gange vidste jeg ikke engang, at han var musiker. Han var bare en rar gammel mand, som boede lige op af min farmor og farfars matrikel på Blakgårdsvej 5 – nærmere bestemt på Hjortgårdsvej 35.

Han havde altid tid til at snakke med deres lille sønnesøn, når jeg tilfældigt kom forbi ham på vej hjemad, og allerede der kom jeg selvfølgelig til at holde af ham. Men da jeg 8-9 år gammel – efter at have erkendt, at håndbold ikke var min type fritidsinteresse – mødte op til mine første timer i folkedans, stod gode, gamle Valdemar så der med en violin. Og ikke nok med det: Han var en gud på det instrument, når han tog fat på “Totur til Vejle” eller hvad som helst andet fra det gammeldaws spillemandsrepertoire!

Hans krop gik i ét med musikken, et stort, nærmest overjordisk smil bredte sig over hans læber og alle – ALLE – og dét uanset om de i noget højere grad var til Madonna og Duran Duran – blev frivilligt eller ufrivilligt grebet af hans spil, hvor ikke en tone sad forkert, men nerven og gejsten var alfa og omega. Og vi børn elskede ham spontant. Når der var pause, stod der altid en kødrand af snotunger – mig selv inklusive – og belejrede den ydmyge og måske i virkeligheden lidt betuttede – men altid intet mindre end rare – spillemand.

En af de sidste spillemænd – og en rebel

Og spillemand, dét var Valdemar.
Han var en af de sidste bærere af den sande spillemands-tradition. Som ung havde han spillet til baller rundt omkring på Silkeborg-egnen med de bedste af de gamle, og i den forbindelse havde han suget al den viden til sig, han kunne. Når han spillede, hørte man de samme klange som dengang éns tipoldeforældre havde undfanget oldefar i en høstak under høstballet.

Men lidt senere havde han samtidig nærmest været en paria på egnen, fordi han havde nedladt sig til at misbruge sine evner i et jazzband – ja, et jazzband! – i nabobyen Linå.

Den stilfærdige Valdemar havde således – ud over at være bærer af en urgammel tradition – været noget nær egnens første rock’n’roller. I hvert fald en slags rebel. En sand overgangsfigur mellem ny og gammel tid. Og i øvrigt også noget af det tætteste, man i Voel kom på en intellektuel: Kom man ind i hans stue, der var lige så rodet, som haven var velplejet, var det Mozart og Beethoven, man fandt rundt omkring i partiturform.
Kort og godt: Valdemar ELSKEDE musik!!!

Valdemar Andersen og hans kone, Anna Kirstine rykkede i 1955 ind i huset på Hjortgårdsvej 35 i Voel og han blev boede der indtil sin død i 1995. Foto: Uffe Christensen

Flittig deltager i kaffeslabberadser og en god havemand

Jo, han gjorde, som antydet, en del ud af sin have – klippede sin hæk, som var den et avanceret solostykke for violin, der skulle sidde lige i skabet, og plejede sine blomster som om, at de var resonanser af særligt rene toner.

Og et socialt menneske, som han var, var han en hyppig gæst under kaffeslabberadserne hos den ældre generation i området omkring Hjortgårdsvej, hvor han i en periode – til min store sorg, for han var så bitter, at han selv blev reserveret over for mig – kom så meget op at toppes med min viljestærke farmor, Esther, at al kontakt blev brudt, og min mere diplomatiske farfar, Anker Pedersen, først langt senere fik raget kastanjerne ud af ilden.

Det var musikken, det handlede om

Men det var musik, det handlede om. Toner, takter, pauser. Præcision og indføling. Kunst, for hulen – kunst! Han var den eneste kunstner – udover min farbror Mogens, som desværre aldrig for alvor forfulgte sit talent, og billedhuggeren Poul Vandborg fra Sminge, som man ind imellem stødte på, når han var på vej hen til købmanden efter pilsnere – jeg kendte som barn.

Og netop fordi han fandtes, vovede jeg selv at tænke den tanke, at jeg kunne være en.

Så meget desto sørgeligere var det, at netop hørelsen skulle svigte ham på sine gamle dage. I 1987 var jeg et smut forbi ham for at sælge nogle kuponer for skolen, og som altid blev jeg budt venligt indenfor at en smilende Valdemar, som siden sidst – jeg var for længst holdt op med folkedansen – var blevet udrustet med et enormt høreapparat. Mens jeg var der, begyndte han at indøve noget Beethoven pr. partitur, og det lød ad helvede til. Han skar grimasser, blev flov, gav mig mine penge og sendte mig høfligt, men også lidt bestemt ud ad døren.

Siden hørte jeg ham ikke spille igen.

Valdemar Andersen spillede ved hver given lejlighed, og han var ofte på scenen i forsamlingshuset i Voel, hvor han også gav sin sidste koncert i byen. Foto: Uffe Christensen

Den sidste koncert i forsamlingshuset 

På den anden side af 1990 – efter jeg var flyttet med min mor til Silkeborg efter en skilsmisse – spillede han en af sine sidste koncert i Voel Forsamlingshus. Da vidste alle, at den var gal. Men uanset hvor meget byen var kendt for håndbold, knallerter og slagsbrødre, elskede den også sin Valdemar. Og mens folk dansede det bedste, de evnede, fik han – akkompagneret af store, kærlige smil – lov til at spille den musik, der nu kun lød godt i hans eget hoved.

Ikke så længe efter hørte jeg, at han var død.

I 2015 udsendte jeg digtsamlingen 8600, der handlede om mine barne- og drengeår i Voel, og i den samling mindedes jeg ham med denne tekst, der fortæller hele historien i koncentreret form:


Forsiden af digtsamlingen ”8600”.

 Valdemar

boede lidt længere
oppe ad Hjortgårdsvej,
Valdemar
lærte at spille
dengang,
der var høstballer til,
og man enten
fik alle
på gulvet
til dans
eller bank
på den nærmeste
gårdsplads,
og Valdemar
vovede halsen
igen
under krigen,
da han,
som den første
på egnen,
svang buen
og øvede
dum og grim
negermusik
med et lille
orkester
i Linå,
og Valdemar
greb violinen
hver gang,
der var totur
og byfest
og kursus
i folkedans,
Valdemar
var der
hver gang,
der var hænder
og hjerter
at samle,
og Valdemar
boede alene,
og Mozart,
Vivaldi
og Beethoven
holdt ham
ved selskab
i stuen
på gulnede
nodeark,
Valdemar
døde
den dag,
han blev døv,
men først senere,
mange år
senere,
bisat
i dybeste
stilhed.


Steffen Baunbæk Pedersen er født i Voel i december 1973, og han bor i dag i Avedøre på Sjælland.

Steffen arbejder blandt andet med musikprojektet Unterklang, og han har foreløbig udgivet seks digtsamlinger – den nyeste ”Distant Early Warning” i 2019. Tidligere har han været medudgiver af musiktidsskriftet Geiger i Aarhus – dette i øvrigt sammen med Robert Christensen, der er vokset op på Toftegårdsvej i Voel

(Redigering, supplerende research og fotos: © Uffe Christensen)